Frederiks Hospital

Bredgade 70-72 / opført 1755-1757

Patient nr 2067
Hospitalet mellem Bredgade og Amaliegade er Danmarks første civile sygehus. Det revolutionerende koncept opkaldes med bydelen efter enevældige Frederik V, efter sigende en stærkt sanselig mand, der elsker vin og kvinder.

Arkitekt Eigtveds forkærlighed for symmetri og spejlinger præger byggeriet, og fire næsten identiske pavilloner i barok komposition dekoreret med elementer i rokoko placeres i anlæggets ydre hjørner. Da Eigtved går bort, færdiggøres projektet af Lauritz De Thurah, som allerede har indskrevet sig i Danmarkshistorien, da han i 1734 står bag opførelsen af Eremitageslottet
i Dyrehaven.

Hospitalets nordre pavillon er noget ganske særligt. Den internationalt stratosfærisk anerkendte danske forfatter og filosof Søren Kierkegaard – anset for værende en af eksistentialismens fædre – indlægges nemlig her i november 1855. Som patient nummer 2067 forlader han denne verden sørgeligt ramt af tuberkulose efter en længere indlæggelse.

Sø- og Handelsretten har tidligere haft domicil i pavillonen; med naboen Designmuseum Danmark deles nu et nyistandsat indgangsparti og en fornyet forplads designet af internationalt anerkendte Cobe Arkitekter i 2018.